KUNST

Loke Utgard arbejder med provokerende fotografi og film og udforsker begær, aldring, sårbarhed, seksualitet og grænsen mellem kunst og pornografi.

For kuratorer, gallerier, museer og udstillingsarrangører, der undersøger kunstnere, som arbejder med kroppen, intimitet og sociale tabuer, introducerer den kunstneriske erklæring nedenfor praksissen og de tilbagevendende spørgsmål.

Forslag til udstillinger og visninger kan drøftes direkte med kunstneren. Medtag institution eller visningssted, kuratorisk tema, foreslået format, sted og datoer samt de værker, der interesserer dig.

Kontakt contact@lokeutgard.com for at drøfte forslaget og tilgængeligheden af relevante værker.

For fotografiske værker, der kan købes, se erotiske og provokerende kunsttryk i begrænset oplag. Købs- og udstillingshenvendelser håndteres separat.

Jeg er interesseret i privatlivet og tankerne under den respektable udgave.

Begær, aldring, tiltrækning, skam, fantasi, sårbarhed, sex, kontrol, jalousi, ømhed, håb, forskel, grimhed, humor og alt det, helt almindelige mennesker bærer med sig, mens de viser verden en meget mere ryddelig udgave af sig selv.

Jeg udforsker uundgåeligt disse ting fra der, hvor jeg selv står: en hvid mand midt i livet, der ser sin egen krop ældes og bemærker, at nysgerrighed, begær og fantasi ikke nødvendigvis ældes i samme tempo.

Der er et brud dér. En kløft.

Og jeg ved, at jeg ikke er alene om det.

Så meget forbliver usagt, men sidder alligevel stille i de mørkere hjørner af vores hoveder hver eneste dag.

Den modsætning fascinerer mig.

Skallen ændrer sig. Nogle gange dramatisk. Men hvad sker der med mennesket indeni? Hvad sker der med tiltrækning? Med seksualitet? Med fantasi? Med det, vi stadig ønsker, men i stigende grad føler, at vi ikke burde ønske?

Meget af mit arbejde begynder med den lidt ubehagelige ”ad”-reaktion.

Og ærligt talt betragter jeg det som en god ting.

Jeg har tendens til at følge den som en hund følger et spor. Mod den ubehagelige tanke, det socialt upassende begær, den fantasi, nogen straks ønsker at skjule, affeje eller fordømme.

For gammel.

For ung.

For seksuelt.

For groft.

For intimt.

For grimt.

For meget.

I stedet for straks at se væk ønsker jeg som regel at vide hvorfor.

Nogle gange advarer ubehaget os om noget vigtigt.

Nogle gange har vi blot nået en af de usynlige kulturelle grænser, generationer før os besluttede skulle findes, og ingen har gidet spørge hvorfor i meget lang tid.

Jeg har ikke meget respekt for en grænse, blot fordi den er gammel.

Det betyder ikke, at jeg laver billeder blot for at chokere. Chok for chokket skyld bliver meget hurtigt kedeligt.

Jeg er langt mere interesseret i modsætninger.

Skønhed og forfald.

Ungdom og alder.

Styrke og sårbarhed.

Kontrol og overgivelse.

Ømhed og vulgaritet.

Det hverdagslige og det eksplicitte.

Det vi viser, og det vi tænker.

Nogle gange kræver det et ansigt eller et blik.

Nogle gange en gammel hånd, der hviler på ung hud.

Nogle gange nøgenhed.

Nogle gange sex.

Jeg ser ikke det som separate kunstneriske verdener.

Menneskekroppen er blot et andet sprog, og seksualitet er en af de ældste og stærkeste ting, mennesker i århundreder samtidig har fejret, skjult, reguleret, fantaseret om og ladet, som om de ikke tænker på.

Jeg udforsker mange af de samme spørgsmål gennem film.

Jeg fascineres af, hvad der sker, når genrer, der angiveligt skal holdes adskilt, begynder at flyde ind i hinanden.

Kortfilm og pornofilm.

Drama og pornografi.

Fantasi og realisme.

Kunst og vulgaritet.

Noget smukt filmisk, der pludselig bliver eksplicit.

Noget eksplicit, der nægter at holde op med at være menneskeligt.

En fantasi kan eksistere privat i nogens hoved i årtier uden nogensinde at blive sagt højt. Film giver mig mulighed for at lade fantasien ånde, bevæge sig, udvikle karakterer og til sidst blive fysisk virkelig på skærmen.

Det interesserer mig langt mere end blot at genskabe billedsproget fra traditionel pornografi.

Hvorfor skal en troværdig kortfilm klippe væk i det øjeblik, sexen bliver rigtig?

Hvorfor skal eksplicit sex pludselig forlade karakter, følelse og historie?

Hvorfor er vi så trygge ved simuleret vold, død, had og grusomhed, men bliver stadig dybt utilpasse, når kameraet nægter at forlade rummet under en af de mest almindelige menneskelige handlinger?

De grænser interesserer mig.

Og jeg kan lide at krydse dem.

Jeg er også ret uimponeret over meget af den verden, vi har bygget omkring os selv.

Der er en utrolig mængde skuespil i det moderne liv.

Hvordan man skal se ud.

Hvordan man skal opføre sig.

Hvilke meninger man skal have.

Hvilken moral man skal vise.

Hvem man skal imponere.

Hvordan man skal imponere dem.

Hvilken slags krop man skal præsentere.

Hvilke ønsker der er acceptable.

Hvilke tanker det er sikkert at indrømme.

Hvad der skal skjules.

Vi bygger identiteter til kolleger, venner, partnere, fremmede og i stigende grad publikum online og bruger så enorme mængder energi på at opretholde dem.

Alle bliver deres egen lille PR-afdeling.

Jeg finder det udmattende.

Og ofte utroligt overfladisk.

Meget af mit arbejde interesserer sig derfor for øjeblikkene, hvor den polerede overflade revner.

Sekundet, hvor nogen glemmer posituren.

Tanken, de sandsynligvis ikke burde indrømme.

Begæret, der ikke passer til den identitet, de præsenterer.

Tiltrækningen, der føles socialt upassende.

Kroppen, der nægter at forblive ung.

Følelsen, der ikke er pæn.

Fantasien, der får nogen til straks at sige: ”Nej. Det er ulækkert.”

Det er ofte præcis dér, jeg bliver nysgerrig.

Jeg udfordrer grænser, fordi grænser viser mig, hvor mennesker bliver følelsesmæssigt engagerede.

Nogle gange gør det arbejdet upopulært.

Nogle gange hadet.

Nogle gange elsket.

Nogle gange griner mennesker.

Nogle gange viger de tilbage.

Nogle gange stirrer de langt længere, end de havde forventet.

Alle de reaktioner interesserer mig.

Jeg har ikke særligt brug for, at alle kan lide det, jeg laver, og jeg har meget lidt interesse i at slibe idéer ned, indtil ingen overhovedet kan blive stødt af dem.

Hvis alle straks er enige om, at et billede er smagfuldt, passende og smukt, spørger jeg mig nogle gange, om jeg faktisk har opdaget noget som helst.

Et fotografi slutter ikke med menneskene i billedet.

Personen, der ser på det, bringer sin egen historie, moral, tiltrækning, fordomme, nysgerrighed, skam og ubehag ind i arbejdet.

To mennesker kan se på præcis det samme billede og se helt forskellige ting.

Én ser skønhed.

En anden ser obskønitet.

Én ser udnyttelse.

En anden ser frihed.

Én ser humor.

En anden ser noget, de desperat ville ønske, de aldrig havde set på.

Den forskel interesserer mig enormt.

Nogle gange er jeg ikke engang sikker på, om fotografiets egentlige motiv er personen i det.

Det kan være personen, der står foran det.

Jeg forbliver bevidst privat og arbejder under navnet Loke Utgard.

Jeg ønsker ikke særligt, at personen bag kameraet skal blive motivet.

Arbejdet er nok.

Og måske er én advarsel passende.

Jeg er nok ikke for sarte sjæle.